Pædagogiske principper
På Nordlyset arbejder vi pædagogisk med afsæt i anerkendende pædagogik, den anerkendende pædagogik rummer en særlig tilgang til at indgå i relationer med andre – selvfølgelig anerkendende relationer. Og når vi indgår i disse relationer, er der fem elementer, der skal være til stede:
1. Forståelse og indlevelse
2. At kunne genkende oplevelsen i sig selv
3. Bekræftelse
4. Åbenhed
5. Selvrefleksion og afgrænsning
Anerkendende pædagogisk praksis kan defineres som det, der opstår i en relation, hvor barnets oplevelser ikke fornægtes, overses, bagatelliseres eller omdefineres af voksne i kraft af deres position som dem, der har definitionsmagten. Det vil sige, at den voksne i kraft af sin alder, position og større erfaring har magten til at bestemme, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Anerkendelse er ikke blot at acceptere barnets handlinger eller være enig i barnets opfattelser. Anerkendende pædagogisk praksis er ikke en metode eller teknik, men et menneskesyn, der tager udgangspunkt i det enkelte barns ressourcer og muligheder i de sociale samspil, barnet indgår i.